Årets udfordring: KMD IRONMAN – COPENHAGEN 2016

DEN LÆNGESTE DAG I MIT LIV

10,5 times konstant fysisk pres og stress lyder af meget… Det er meget. Selvom jeg havde forberedt mig (målrettet) i lidt over et halvt år, forventede jeg alligevel ikke at denne dag skulle blive en let dag. Det blev den bestemt heller ikke. Det blev en rigtig hård og lang dag, men også en rigtig god dag med mange følelser både før-, undervejs, og efter det hele var overstået.

Om at nå mit mål…

Hvis jeg skal være helt ærlig, så var mit mål for denne dag ikke helt klart. Dette var min første rigtige Ironman, altså på den fulde distance – 3,8 km svøm, 180 km cykling og 42,1 km løb. Jeg har dog gennemført to 70.3 Ironman (som er præcis den halve distance) og derfor havde jeg en nogenlunde idé om hvad jeg kunne sigte efter. Mit pessimistiske bud var under 11 timer og mit optimistiske under 10:30. Så da jeg krydser målstregen i 10:27 er jeg selvfølgelig virkelig glad og tilfreds. Skal jeg være helt ærlig, så drømmer jeg om at komme under 10 timer. Så selvom jeg var tilfreds følte jeg også at dette var et godt og fornuftigt skridt i den rigtige retning. En erfaring rigere, og en fin bedrift jeg kunne krydse af listen. Når det er sagt … så er der altid nye udfordringer, og nye målsætninger. Det stopper jo aldrig. Men det er stadig fantastisk fedt at nå sine målsætninger. En følelse jeg virkelig kan anbefale til alle. Ja – Det er rigtig hårdt arbejde og rigtig mange timer. Andre gange er det bare halvhårdt… og rigtig mange timer. Men det er fanme også en tilsvarende god følelse i kroppen når det lykkedes.

Uoptimale forberedelser

Der er ingen tvivl om at optimale forberedelse optil sådan en udfordring her kræver både tid og ro. Faktisk ret meget af begge dele. Jeg har haft ingen af delene. I de sidste 2-3 måneder op til min Ironman var mit liv temmelig kaotisk. Efter et brud med min daværende kæreste måtte jeg flytte to gange på halvanden måned. Det er altid hårdt både fysisk, psykisk og praktisk. Oven i dette havde jeg også lige en eksamen og en halv Ironman i ved Kronborg, Helsingør. Dertil kommer mit job som personlig træner og holdinstruktør. Det kommer måske til at lyde som en lang og sørgelig undskyldning. Det er det egentlig ikke – for jeg aner ærligt talt ikke om jeg havde kunne gøre det bedre under bedre omstændigheder. Faktum er; at livet spænder ben for os, og det eneste man kan gøre er at kæmpe, hoppe og springe for at komme videre og fuldføre det man nu har sat sig for, så godt som vi nu en gang kan under de omstændigheder.

En Ironman mere, eller?

Tjaa, nu kan jeg tilfældigvis godt lide at løbe, og cykle. Og egentligt syntes jeg også det er meget rart at svømme lidt en gang imellem. Så jeg fortsætter med træningen i et eller andet omfang. Men vælger man noget til. Så vælger man jo også noget fra. Og at træne så målrettet, og så mange timer som det nu kræver gør også at man vælger mange andre ting fra. Ting som jeg også godt kan lide. Og ting jeg også gerne vil bruge tid på. Både socialt og træningsmæssigt. Jeg holder af at træne hvad jeg har lyst til – når jeg har lyst til. Og egentligt være lidt mere ligeglad med hvad det skal “føre til”. Det vil jeg gerne lidt mere tilbage til nu. Alligevel bliver dette helt sikkert ikke min sidste Ironman. Jeg bliver bedre, og jeg stiller op igen. Måske næste år, måske først i 2018 – jeg har ikke besluttet mig endnu.

KÆMPE TAK

Det kommer til at lyde en plat amerikansk cliché af en takketale. Men det skal med, for det har betydet virkelig meget for mig.

Først og fremmest må jeg takke Jonas (og resten af holdet) fra Endurance Sport, med ekspert hjælp med alt muligt, fra valg af løbesko, cykel, udstyr. Og især for gentagende gange at redde min røv på målstregen med last minute justeringer og gode råd. Jeg kan simpelt hen ikke sige nok godt om al den hjælp og goodwill jeg har fået derfra. Har du planer om at prøve Ironman eller ligende… Så er det stedet. TAK

Tak til Martin og crewet fra Fullcarbon.dk, for lige at pifte havelågen helt op med de rigtig hurtige carboing hjul. Og så endda 10 min. før Bike Check-In – typisk mig. Men de gjorde det. Og fik ud og køre i mere end almindelig fin stil! ;D TAK

Derudover bliver jeg nødt til at sige en KÆMPE TAK til alle dem der kom ud for heppe på mig og alle de andre tosser. Jeg er selvfølgelig en ekstra taknemmelig for dem der kom ud for min skyld, men

jeg vil også gerne sige en kæmpe tak til alle der tager tid ud af deres eget liv for at heppe på os alle sammen. Det betyder mere end i aner. Især når man virkelig lider – og det gør man.

Det var en hård omgang, men også en kæmpe oplevelse. Jeg elsker at presse mig selv til det yderste, og det fik jeg i den grad afprøvet på denne sensommerdag i August.