AFHÆNGIG AF TRÆNING?

Normalt ville jeg benægte at jeg er decideret afhængig af træning. Denne uge skete der noget der fik mig til at tænke lidt nærmere over min såkaldte afhængighed. I starten af ugen vågnede jeg op med et slemt hold nakken efter at have ligget forkert. Det er i sig selv ret nedtur, men det gjorde det også umuligt at træne som jeg plejer. Med det samme begyndte min tilstand at gå mig på. Jeg var temmelig frustreret og irriteret. Det gjorde det naturligvis ikke bedre at jeg samtidigt havde en del afleveringer på studiet som tvang mig til at være en del mere stillesiddende end jeg normalt bryder mig om i løbet af en hel dag/uge.

Jeg tilstår at jeg har det meget svært med at undvære mit daglige ‘trænings-fix’

Sagen er at jeg har prøvet at været afhængig af andre ting end træning, og hvis jeg skal være helt ærlig så ligner mit handlingsmønster lidt det samme her. Jeg har en yderst veludviklet frihedstrang, og jeg HADER derfor at være afhængig af noget som helst. Ikke desto mindre er træningen blevet noget jeg har meget svært ved undvære i min hverdag. Min træning er blevet min pause, mit lufthul, mit fysiske og mentale afløb.

Er det virkelig så slemt?

Da jeg blankt har måtte erkende min afhængighed – har jeg stillet mig selv overstående spørgsmål. Mit svar må blive et klart og rungende nej. Af alle ting jeg kunne være afhængig af – så er min træning nok the lesser of two evils. Det gør virkelig meget godt for mig – fysisk og psykisk. Træning er jo også min passion, og den har kun ganske ulemper. Man kan sikkert godt kalde det en form for  selvmedicinering, og man kunne godt sige at det var et symptom på et sygt sind. Det er meget muligt. Jeg er måske ikke helt rask. Men helt ærligt – hvem er det?

Er det virkelig så skidt at være så passioneret omkring det man gør, at man har svært ved at leve uden på en daglig basis. Måske – og måske ikke. Nogle ville måske hævde at det er for meget og jeg skulle lære at leve uden. I hvert en gang i mellem. Men det har jeg egentligt ikke lyst til.

Jeg er ikke sikker på vi ville sige det samme til en guitarist der øver sig 4-5-6 timer om dagen? Vi ville måske nærmest bifalde det, og sige – woaw – han elsker virkelig den guitar. Og lur mig om han ikke også han bliver temmelig god på den guitar. Før eller siden, forhåbentligt. Det gør ham ikke nødvendigvis til en rig og berømt rockstjerne – og hvad så?! Hvis han elsker den skide guitar – så lad ham dog have den glæde i livet. Er det egentligt ikke det, det hele handler om? Altså gøre det vi holder mest af – så meget som muligt.

Bemærk – Jeg siger IKKE det er godt at være afhængig af træning – eller noget som helst andet – for den sags skyld. Jeg siger bare at jeg har affundet mig med min trang til at bruge min krop – på én eller anden måde – og helst hver dag (jeg ville gøre det flere gange om dagen hvis jeg kunne). Jeg overlever selvfølgelig de dage jeg af en eller anden grund ikke kan nå at træne. Men jeg har det bestemt ikke godt med det. Det er bare sådan jeg er skruet sammen i pæren lige nu. Og jeg har det faktisk ok med det.

God Weekend 🙂

//STYRK.NU